HISTORIE
Deep Purple har levet en forholdsvis omtumlet tilværelse med en del udskiftninger hen ad vejen, men det er vel ikke så mærkeligt, de har eksisteret i over 40 år. Gruppen blev dannet i England i 1968 af: Ritchie Blackmore (Guitar) Ian Paice (Trommer) Jon Lord (Keybord) Nick Simper (Bass) Rod Evans (Vokal) Men allerede i 1969 kom den første udskiftning, sanger & bassist blev udskiftet med henholdsvis: Ian Gillan (sang) & Roger Glover (Bass) Det blev den sammensætning ( Mrk. 2) som de fleste DP fans mener er den bedste & rette! Efter studiepladerne: IN ROCK (1970) FIREBALL (1971) MACHINE HEAD (1972) som vel nok er de plader som har de fleste af DP klassikerne: Smoke on the water-Highway star-Lazy-Space truckin-Child in time,samt singlehittet: Black Night I 72 blev den legendariske live plade: Made in Japan lavet, som stadig står som en af de helt store rock live plader. Albummet: Who do we think we are kom i 73 med bla. hittet Woman from Tokyo, som stadig er en næsten fast del af setlisten. Men der var splid imellem først og fremmest Ritchie Blackmore & Ian Gillan, som førte til at både Gillan & Glover forlod DP i 1973.
Ny sanger blev David Coverdale (senere Whitesnake) bassist Glenn Hughes (ex. Trapeze) De udgav 2 plader: Burn & Stormbringer Det fungerede til 74/75 hvor så også Ritchie Blackmore forlod DP. Alle troede at DP var færdige, men de hyrede en Amerikansk guitarist ved navn Tommy Bolin, og udgav pladen: Come Taste the band. De turnerede stadig for fuld skrue indtil en koncert i England i 76 hvor Ian Paice & Jon Lord sammen blev enige om at nu var det slut, for deres nye guitarist havde et voldsomt problem der hed narko! Efter opløsningen gik der ikke lang tid før Tommy Bolin døde af narko, og de andre blev spredt for alle vinde! De forskellige medlemmer var involveret i mange forskellige projekter: f.eks Rainbow-Whitesnake-Black Sabbath. I 1984 blev der skabt borgfred igen, og de ” gamle ” Mrk. 2 blev samlet igen! Det blev i første omgang til pladen: PERFECT STRANGERS som igen beviste at de gutter kan lave ROCK så det basker! Med numrene: Perfect Strangers & Knocking at your backdoor røg de atter engang på forsiderne af alverdens rockblade, med meget rosende omtale, og som “sædvanlig” en masse turneer verden over med kanonsuccés. Siden fulgte : THE HOUSE OF BLUE LIGHT og en ligeså fantastisk liveplade: NOBODY´S PERFECT hvor bandet virkelig sparker R……. Men glæden varede kort, det gamle uvenskab imellem Gillan & Blackmore blussede op og Gillan forlod igen DP. Han blev erstattet af Joe Lynn Turner, som var med på pladen SLAVES AND MASTERS i 90 det blev dog hans eneste med DP, han kunne slet ikke matche Gillan. Gillan kom tilbage til deres 25 års jubilæum i 93 den nye plade hed: THE BATTLE RAGES ON, meget rammende beskrivelse! Har man set VIDEOEN/DVD én COME HELL OR HIGH WATER så forstår man lidt af bandets daværende problem, Blackmore er i sin egen lille verden & de andre prøver desperat at få ham til at spille med, man kan ikke benægte at han er en
fabelagtig guitarist, men når det så er sagt, så er det tydeligt at han ikke hører til der på scenen med de andre! Blackmore forlader DP lige midt i en turné i 93 og som erstatning for ham, hyrer de den næsten ligeså fabelagtige guitarist: JOE SATRIANI ind som ny mand. Desværre er der ikke udgivet noget live, da der er tale om forskellige pladeselskaber der tilsyneladende ikke kunne blive enige. (GODT TRODS ALT AT DER ER BOOTLEG TIL ) Joe Satriani blev tilbudt jobbet som fast guitarist, men ville hellere forfølge sin solokarriere. Sidst i 94 indlemmede DP den Amerikanske guitarist Steve Morse. Jeg tror vi var mange, der ikke troede på den idé! Jeg så dem første gang i Danmark med Steve Morse på Esbjerg Rock festival 1996. Det var lige efter udgivelsen af PURPENDICULAR i Danmark, et gennemsolidt album,men jeg må sige at jeg var i syv sind angående hans præstation på guitar! Der var lidt for meget “hyleri” på den guitar. Jeg videofilmede det meste af showet, og så/hørte det meget i tiden efter, og blev enig med mig selv om at al begyndelse er svær, det skal nok komme? Næste gang var i KB hallen i 98 efter udgivelsen af ABANDON, selvom albummet vel nærmest skal forbigåes i tavshed, så må jeg sige at Steve virkelig gjorde en god figur den aften i København, det var bare så GODT, men ekstremt HØJT I 99 på 5´øren gav DP en kanonkoncert, jeg kan huske at jeg sagde til min fru: de hører hjemme i fri luft de gutter, der bliver blæst igennem! Efter den koncert accepterede jeg at STEVE MORSE er GUITARISTEN i DEEP PURPLE. Fra den turne udkom en dobbelt CD & DVD fra Australien (TOTAL ABANDON) som efter min mening næsten tangerer de gamle superlivealbums, lyden er bare så meget bedre nutildags og man kan se til koncerterne at de “swinger” sammen på scenen, de nyder det.
Til de skandinaviske koncerter i 2001 havde Jon Lord dårligt knæ, og blev erstattet af Don Airey på tangenterne, jeg må indrømme at jeg var noget skeptisk, men udfra anmeldelserne fra Skanderborgfestivalen at dømme, var han meget dygtig, selv en vis anmelder på BT roste dem, så jeg var lige ved at falde ned af stolen! Det fik vi selv syn for, da vi var til koncert på 5´øren nogle dage efter , hvor regnen P….. ned, de gik på scenen næsten en halv time før annonceret på grund af vejret, og folk kvitterede ved næsten at smide paraplyerne af H… til, det var en godt gået! sikken en stemning! Don Airey var en fantastisk positiv oplevelse, han fik alle til at synge med på Wonderful Copenhagen og i det hele taget faldt han godt ind i bandet. En af mine bekendte, som går til koncert mange gange hvert år landet over, vidste ikke at Jon var blevet erstattet med Don, han sagde det samme: det kører det der! Den koncert var om muligt endnu bedre end den forrige, og sådan fortsætter det. Efter næsten endeløse turneèr, og dernæst Jon lord’s endelige exit fra DP, og Don Airey´s indtræden, gik de endelig i studiet igen. Det er der kommet albummet: BANANAS ud af (2003) jeg tror det er første gang siden THE BATTLE RAGES ON at en DP setlist har indeholdt så meget nyt materiale som til koncerterne i 2003, og lad mig sige det med det samme: det var nok tiltrængt, og det holder. De har formået at “komme” tilbage til rødderne af det de er så forbandet gode til: at spille noget seriøst rock! Bananas indeholder også en ballade der vil noget: HAUNTED Det var jeg ked af at de havde pillet den af setlisten før de nåede Danmark, den ville jeg godt have hørt! Den har efter min mening meget af det samme som SOLDIER OF FORTUNE havde i 70’erne. Men med den “gamle” opener: HIGHWAY STAR, så var der dømt party lige fra starten i KB hallen den Søndag aften i November 2003 ( Roger´s fødselsdag) Det var sjovt at se, at selvom de “gamle” drenge fra Uriah Heep havde varmet godt op, så kogte salen fra første trommeslag af Ian Paice på Highway Star. Det var en kanonkoncert, og selvom der var et par skønhedsfejl hen ad vejen (Don´s keybord var væk de første numre) der blev dog skruet op hen ad vejen, det blev bare så godt. Afslutningen med HIT THE ROAD JACK og fællesfødselsdagssang for Roger, gjorde det til en stor oplevelse. Jeg vil håbe at selvom de nærmer sig “pensionistalderen” at de vil fortsætte mange år endnu.
Birger Kofoed
